Medarbejdernes trivsel er i fokus
Psykiatrien som arbejdsplads er båret af tillid. Vi undersøger trivsel via målinger, ledelsesevalueringer og ArbejdsPladsVurderinger (APV) og arbejder for at skabe en god balance mellem arbejds- og privatliv. For vi ved, at det er afgørende for at kunne tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere.
Busordning København - Vordingborg tur/retur
Vi har desuden en medarbejder busordning, som kører på alle hverdage mellem København og Psykiatrien Syd i Vordingborg. Bussen starter fra København ved DGI-byen kl. 6.45 og kører retur fra Vordingborg kl. 15.15. Bussen anvendes af læger og psykologer, men alle medarbejdere er velkomne til at benytte sig af busordningen.
Vi imødekommer vores medarbejdere
Det er vigtigt for os at tilgodese så mange individuelle ønsker som muligt. Derfor arbejder vi med at udvikle vores vagtplanlægning, så dette kan lade sig gøre. På vores sengeafsnit i Psykiatrien Vest i Slagelse har vores sygeplejersker mulighed for at kunne have vagt hver tredje weekend (bortset fra i sommerperioden).
Vi er ikke i mål endnu i alle vores afdelinger, men vi er nysgerrige på nye løsninger og er lydhøre over for andres gode erfaringer.
Work-life balance – i og uden for arbejde
Hjemmearbejde bidrager til god work-life balance og er blevet mere udbredt i Psykiatrien, primært i de administrative funktioner.
Der er også et liv uden for vores arbejdsplads. Vores feriefond tilbyder leje af sommerhuse og ferielejligheder til favorable priser. Det er huse og lejligheder af god standard fx på Bornholm, Hvide Sande, Samsø, Odsherred, Nordjylland. I udlandet har Feriefonden p.t. tilbud i Sverige, Tyskland, Østrig, Spanien og Frankrig.
Â
